Misbrugt pige fundet død i køleboks: 22 år gammelt mysterium er endelig løst

Skrevet af Lotte Sørensen

11/10/2013

Dagens topnyheder

Det skriver New York Post.

23. juli 1991 gjorde en vejarbejder et tragisk fund ved en motorvej i New York. I vejkanten stod en køleboks, der spredte en ubehagelig lugt. Indeni lå liget af en lille, underernæret pige.

Pigen blev anslået til at være mellem tre og fem år gammel, og hendes lille krop viste tegn på at have været seksuelt misbrugt.

Læs også: Tragedie i Norge: Dreng mistænkt for at dræbe treårig

Ingen pårørende meldte sig nogensinde, og sagen gjorde så stort indtryk på de betjente, der efterforskede sagen, at de fik lov til at få hendes krop udleveret og holde en begravelse for hende. Pigen kaldte de baby Hope.

De samlede ind til en gravsten og til en hvid kjole og hvid kiste, som hun blev begravet i.

- Vi er hendes familie. Vi begraver vores barn, sagde lederen af efterforskningen Jerry Giorgio dengang.

Hvert år den 23. juli har de genudgivet tegninger af hende i håb om, at nogen ville kunne kende hende. Det har nu endelig givet pote, 22 år efter.

En kvinde mente at kende pigens nu voksne søster. Gennem søsteren nåede de frem til moderen, der boede i New York. Endelig fik den lille pige sit navn tilbage: Angelica Ramirez.

Læs også: Far skal fem år i fængsel for livsfarlig vold mod baby

Ifølge New York Post har moren fortalt, at hun sidst så pigen, da hun var fire år gammel. Her var hun lige gået fra sin voldelige kæreste, der tog Angelica og søsteren med sig.

Søsteren har forklaret, at hun tog med faderen til Mexico. Hun troede, at Angelica var blevet hos deres mor.

Politiet mener, at faderen stadig befinder sig i Mexico, og han er nu mistænkt for mordet på den lille pige. Han er endnu ikke anholdt.

Jerry Giorgio er i dag 79 år gammel og pensioneret, men besøger stadig gravstedet. Han er lettet over, at pigens identitet endelig er kendt. Og han vil gerne starte en ny indsamling, så hun kan få sit navn på gravstenen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med