Misbrugt Tønder-pige til Thorning: Min far bliver bedre behandlet end mig

Skrevet af admin

04/04/2015

Dagens topnyheder

Den ældste af pigerne fra den såkaldte Tøndersag, hvor en far blandt andet udlejede sine to døtre til fremmede mænd, er utilfreds med den hjælp, som hun siden har fået af systemet.

Det fortæller hun i et brev, som hun for to uger siden skrev til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), skriver Politiken.

- Min far, der er dømt for seksuelle overgreb på mig og min søster, sidder i dag på en udslusningspension, hvor de indsatte tager på fisketur, i biografen og får uddannelse. Han kommer formentlig ud sidst på året.

- Imens sidder jeg nu på 6. måned på en psykiatrisk afdeling og er for længst holdt op med at tælle mine selvmordsforsøg. Hvordan kan det være, at samfundet belønner gerningsmænd, mens ofrene straffes, spørger hun statsministeren i brevet.

Helle Thorning-Schmidt har svaret den nu 21-årige med et brev, hvori hun understreger, at netop Tøndersagen og de to pigers skæbne gjorde, at indsatsen for misbrugte børn blev bedre.

Men svaret fra Thorning-Schmidt var ikke dét, hun havde håbet på.

- Jeg har sagt til mine venner, at statsministeren lige så godt kunne have sendt et blankt stykke papir. Jeg troede måske, at hun ville komme med et råd om, hvad jeg skulle gøre, at hun ville tage kontakt til kommunen. Et eller andet, siger hun til Politiken.

Konkret kritiserer "den ældste pige fra Tøndersagen", som hun typisk er blevet kaldt, myndighederne for ikke at give hende en behandlingsplan, efter at hun sidste år blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling.

Indlæggelsen kom som følge af flere mislykkede ophold på institutioner og behandlingssteder.

Tøndersagen fik hele Danmarks opmærksomhed, da omfanget af misbruget kom frem i 2005. Den dengang 47-årige far blev to år senere idømt 10 års fængsel for at have misbrugt den ældste datter og for at have stillet hende til rådighed for andre mænd.

Pigens mor fik en tidsubestemt behandlingsdom for medvirken til incest. 15 mænd blev idømt tilsammen 45 års fængsel for at have misbrugt pigen.

/ritzau/