Missing People hjælper politiet med at finde savnet mand

Skrevet af admin

08/02/2016

Mest læste i dag

Politiet leder mandag stadig efter 73-årige Niels Joachim Nicholaisen fra Aarhus, der har været forsvundet siden fredag.

Og nu får politiet også hjælp af den frivillige organisation Missing People, oplyser René Nielsen, der er organisationsansvarlig, til Ritzau.

- Vi står helt på bar bund, så vi skal til at i gang med at kigge på overvågningskameraer fra privatpersoner eller virksomheder, der har givet os lov til at kigge på materialet, siger han.

Foreningen har fået videomateriale fra klokken 18 fredag til klokken 14 lørdag, så "det kan godt tage lang tid at se det hele", lyder det fra René Nielsen.

Niels Joachim Nicholaisen forlod sit hjem i det centrale Aarhus fredag omkring klokken 14. Fredag omkring klokken 19 havde familien kontakt med ham i telefonen.

- Han havde en taske med træningstøj med, og derfor formoder vi, at han var på vej til træning, har vagtchef Thomas Hinge ved Østjyllands Politi tidligere fortalt.

Søndag undersøgte en hundepatrulje den rute, som den 73-årige mand sandsynligvis ville følge til træningscentret.

Niels Joachim Nicholaisen er 190 centimeter høj, slank og frisk af sin alder.

Han var iført en knælang grøn vinterjakke og gule støvler af mærket Timberland.

Han havde muligvis en hue på og kan også have medbragt en rygsæk, oplyser politiet.

Folk, der har set den 73-årige mand, eller som har andre oplysninger om sagen, kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114 eller 87311448.

/ritzau/