Missionschef: Kursændring var helt ufarlig for Mogensen

Skrevet af admin

03/09/2015

Dagens topnyheder

Da Andreas Mogensen og hans to astronautkolleger i Sojus TMA-18M tidligere torsdag korrigerede kursen, var det ganske udramatisk og del af en planlagt manøvre, lyder det fra Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA).

Meldinger i russiske medier kan have efterladt indtryk af, at ændringen var uventet og farlig, mener rumfartsorganisationen, som kalder disse for "resultat af en misforståelse".

ESA's missionschef, Roland Luettgens, siger, at kursændringen var en planlagt manøvre, og den var ufarlig for besætningen.

- Dagens planlagte opstart af motoren er normal procedure på en Sojus-opsendelse til Den Internationale Rumstation.

- Alle ændringer af rumfartøjets kurs bliver beregnet omhyggeligt, og de tager blandt meget andet højde for eventuelt skrot i rummet, siger Roland Luettgens til Ritzau.

Missionschefen siger desuden, at "besætningen var aldrig i fare".

Russiske medier skrev tidligere torsdag på baggrund af en melding fra landets rumfartsorganisation, Roscosmos, at man havde korrigeret rumskibets kurs for at undgå japansk rumskrot.

Der er store mængder rumskrot i kredsløb om Jorden, og der findes overvågningssystemer, der har styr på, hvor det befinder sig.

Man fyrede også op i Sojus-fartøjets motor to gange onsdag, efter at rumskibet var kommet i kredsløb.

Når man fyrer op, øges farten en smule, og Sojus-fartøjet nærmer sig Den Internationale Rumstation, der befinder sig i en yderligere bane - 400 kilometer over Jorden.

/ritzau/