Mist aldrig din sidste bilnøgle: Det kan koste dig 10.000 kroner

Skrevet af Holger Madsen

15/10/2013

Dagens topnyheder

Husk i tide at få lavet en kopi af din bilnøgle, hvis du kun har en tilbage. Ellers kan det koste dig kassen.

Faktisk er det nok en god idë, at have et par reservenøgler på lager.

Det er FDMs motorblad, der skriver at regningen for en ny nøgle til bilen sagtens kan løbe op i 10.000 kroner.

Årsagen er, at nyere bilnøgler indeholder en elektronisk startspærre, og her kan man ikke bare lave en kopi, som man kan med almindelige nøgler til huset.

Hos Dani Nøgler på Frederiksberg i København kender man desværre alt for godt problemet.

Her oplever indehaver Erik Dani Christensen grædefærdige kunder, når det går op for dem, at en ny og original kun kan skaffes gennem en original forhandler.

- I værste fald skal man have skiftet et computermodul i bilen til mellem 10.000 og 20.000 kroner. Så det gode råd er: Mist aldrig den sidste nøgle til en moderne bil, og sørg for at få lavet en kopi, siger han til bladet Motor.

Hvis bilen er efter årgang 1995/1996  og hvis den sidste nøgle er mistet kan det nemt koste i nærheden af kr. 10.000,  da bilen er forsynet med startspærre. Er den sidste nøgle væk, skal man kontakte en aut. bilforhandler for det pågældende mærke for yderligere oplysninger, oplyser Dani Nøgler på deres hjemmeside.

Har du oplevet at miste din sidste bilnøgle? Og hvad gjorde du?