Mistænkt advokat: Faktuelle fejl i brev

Advokat Tommy V. Christiansen afviser, at den anonyme brevskrivers oplysninger er korrekte i det brev, vedkommende for et par uger siden sendte til Skattesagskommissionen.

Tommy V. Christiansen advokatkontor er i flere omgange blevet kædet sammen med den anonyme brevskriver. Men nu siger advokaten, at brevet er faktuelt forkert.

- Der står blandt andet i brevet, at min sekretær har fået en pc udleveret til sagen. Det passer ikke. Det har simpelthen aldrig fundet sted, siger han til Ritzau.

Den udleverede pc skulle ifølge den anonyme brevskriver været blevet brugt til mailkorrespondance i forbindelse med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

- Den slags mails, der skulle være afsendt og tilgået, kører ikke gennem min sekretær. Jeg kører selv mine egne mails i hovedsagen. Allerede der kan man sige, at det faktuelle er forkert, siger advokaten.

- Derfor er min vurdering, at der er en eller anden udefra, der har strikket brevet sammen, siger Tommy V. Christiansen.

Advokaten fra Aarhus er rygtevis blevet udpeget som bagmand for Venstres ageren i skattesagen. Han er erklæret Venstre-vælger, men ikke aktiv i partiet.

Tommy V. Christiansen har tidligere udtalt sig til journalister om sagen, men han har ikke rådgivet Venstre - og at der findes hverken mails eller breve fra ham til politikere.

- Hvis man spørger mig, om jeg har haft kontakt med journalister eller andre i den sag her, så er svaret nej. Jeg har ikke haft kontakt til journalister, politikere eller Skatteministeriet i den her sag, siger advokaten.

Tommy V. Christiansen siger, at der er ansat 30 sekretærer på hans advokatkontor.

- Om en af dem har fremsendt brevet, ved jeg ikke noget om - men jeg tror det bestemt ikke, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip