Mistænkt bag historiens største cyberangreb anholdt

Den mistænke, en 35-årig hollandsk statsborger, rejste rundt i Spanien i en varevogn, som han brugte som mobilt kontor, oplyser spansk politi ifølge CNN i en meddelelse søndag.

Den 35-årige mand blev anholdt allerede torsdag, hvor han befandt sig nord for Barcelona. I kølvandet på det omfattende cyberangreb, der fandt sted for omkring en måned siden, havde hollandske myndigheder udstedt en arrestordre på den mistænke.

Målet for cyberangrebet var virksomheden Spamhaus, der med base i London og Genève lever af at filtrere den såkaldte spam.

Omkring 80 procent af den daglige spam, hvilket tæller et sted mellem 80 og 90 procent af samtlige sendte beskeder, bliver fjernet af Spamhaus, skrev b.dk i forbindelse med det omfattende angreb.

Spamhaus’ IT-systemer blev forsøgt lagt ned gennem et udmattelsesangreb, »Distributed Denial of Service« (DDoS), hvor hackere med hjælp fra tusindvis af virusinficerede computere kaster sig over samme internetadresse for at få den til at bukke under.

Skulle operationen lykkes, ville Spamhaus’ store filter ikke længere virke, og spambeskederne ville sprøjte ud verden over.

»Vi kan bekræfte, at dette er en af de største DDoS-operationer til dato,« oplyste det russiske IT-sikkerhedsfirma Kaspersky ifølge b.dk i kølvandet på angrebet.

Styrken på angrebet kunne ifølge flere eksperter mærkes på den samlede internettrafik, der kom ned i fart, fordi den pludselig blev så meget større.

Dagens Gossip