Mistænkt for Benghazi-angreb er i USA om få dage

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

I løbet af weekenden ventes den tilfangetagne libyske militante Ahmed Abu Khatallah at ankomme til USA, hvor han vil blive stillet for en domstol.

De amerikanske myndigheder mistænker ham for at være en af hovedkræfterne bag angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi i det østlige Libyen i 2012.

Khatallah blev pågrebet af amerikanske styrker i Benghazi 15. juni og bragt om bord på et amerikansk flådefartøj. Embedsfolk i Washington siger til Reuters, at Khatallah ventes at være på amerikansk jord i løbet af et par dage.

Under angrebet på USA's diplomatiske mission i Benghazi mistede fire amerikanere livet. Blandt de dræbte var den amerikanske ambassadør i Libyen, Christopher Stevens.

De amerikanske myndigheder sigtede i al hemmelighed i juli 2013 Khatallah for drab og for at yde støtte til terrorisme. Sigtelserne blev først offentliggjort i sidste uge.

I et interview i 2012 fortalte Khatallah til Reuters, at han var til stede under Benghazi-angrebet, men afviste, at han var en af hovedmændene.

At Khatallah nu er pågrebet ses som en sejr præsident Barack Obama. Republikanere har beskyldt Obama for ikke at gøre nok for at få gerningsmændene bag angrebet stillet til ansvar og anklaget regeringen for at være skødesløs med sikkerheden for amerikanske diplomater.

Der er kun sluppet få detaljer ud om den lynaktion, som en amerikansk eliteenhed gennemførte for et par uger siden i Benghazi. Khatallahs bror Abu Bakr har sagt, at han var blevet fortalt, at broren "søndag kørte af sted med en ven, og det var det sidste, vi hørte om ham".

Styret i Tripoli har fordømt den militære operation og beskylder USA for at have krænket Libyens suverænitet.

/ritzau/Reuters