Mistænkt for bombeangrebet i Bangkok er anholdt

Skrevet af admin

29/08/2015

Mest læste i dag

Politiets jagt på gerningsmændene til det mest dødbringende bombeangreb i Thailand har lørdag ført til anholdelsen af en mistænkt. Han skal passe til beskrivelsen af den mand, der blev fanget af overvågningskameraer 17. august, da han stillede en rygsæk fra sig.

Politiet har ransaget den mistænkte gerningsmands lejlighed i den nordlige del af Bangkok, og her fandt den thailandske ordensmagt materialer, der muligvis kan benyttes til fremstilling af bomber.

- Den mistænkte ligner ham, vi er på udkig efter. Endvidere blev der også fundet en masse materiale, der kan bruges til bombefremstilling, siger talsmanden for Thailands nationale politi, Prawut Thavornsin.

Det er den første anholdelse i forbindelse med bombeangrebet mod Erewan-templet i centrum af den thailandske hovedstad for 12 dage siden, da primært asiatiske turister mistede livet i det værste enkeltstående terrorangreb.

- Vi har anholdt en person, siger den nationale vicepolitichef, general Chaktip Chaijinda, i en direkte tv-udsendelse lørdag eftermiddag.

- Vi har fundet komponenter af materialer til bombefremstilling i hans lejlighed, og jeg er overbevist om, at han også er involveret i bombeangrebet, siger han til tv-stationen T News ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiet har søgt efter en hovedmistænkt, som er beskrevet som en udenlandsk mand, som var blevet fanget på en overvågningsvideo iklædt en gul T-shirt. Han stillede en rygsæk fra sig i helligdommen kort inden eksplosionen.

Men lørdag siger Chaktip i modsætning til polititalsmand Prawut, at det endnu ikke stod helt klart, om den anholdte er den samme, som er fanget på overvågningskameraernes billeder.

- Vi fandt snesevis af pas i hans lejlighed, og nu skal vi have tjekket nationaliteten af passenes ejere, siger han i den tv-transmitterede erklæring ifølge AFP.

/ritzau/Reuters