Mistænkt Boston-bomber er vågnet

Trods kvæstelser i halsen er den hårdt sårede mand, som mistænkes for bombeangrebet mod Boston Marathon, sporadisk begyndt at svare på spørgsmål. Det rapporterer flere amerikanske medier.

Ifølge ABC News meldes han i en alvorlig, men stabil tilstand. Han er kommet til bevidsthed i hospitalssengen, og hans svarreaktioner foregår på skrift, lyder det.

19-årige Dsjokhar Tsarnaev har været ude af stand til at tale, efter at han blev anholdt fredag i Boston-bydelen Watertown. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at han er blevet skudt gennem halsen og har fået skader på tungen.

Han er også blevet ramt af skud i benet og ligger indlagt og bevogtet på hospitalet Beth Israel Deaconess Medical Center i Boston. Samtidig arbejder den offentlige anklager på at færdiggøre anklagerne mod ham.

Borgmesteren i Boston har tidligere sagt, at han frygter, at verden aldrig vil få stillet den hårdt kvæstede og formodede gerningsmand de mange spørgsmål, som tårner sig op i kølvandet på bombeangrebet.

Dsjokhar Tsarnaev er sammen med sin 26-årige storebror mistænkt for at stå bag angrebet mod Boston Marathon, hvor to bomber mandag eksploderede med få sekunders mellemrum ved målstregen. Eksplosionerne dræbte tre og sårede 180.

Dsjokhars storebror, Tamerlan Tsarnaev, blev skudt og dræbt af politiet. Det lykkedes lillebroren at undslippe politiet i første omgang, men han blev fanget senere fredag lokal tid. Han gemte sig i en båd, der stod på en trailer i en baghave i Watertown.

/ritzau/

 

Dagens Gossip