Mistænkt cpr-hacker appellerer udlevering fra Sverige

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Den 29-årige svenske superhacker Gottfrid Svartholm Warg har appelleret en udlevering til Danmark til den svenske regering.

I et åbent brev til den svenske regering skriver Svartholm, at en udlevering - som angiveligt skulle have fundet sted i næste uge - strider mod internationale regler.

Samtidig har han anket en fængselsdom i den svenske landsret til Højesteret, og udleveringen er derfor udskudt indtil retten har afgjort ankesagen.

Svartholm er en af de to mænd, som i Danmark er mistænkt for at have trængt ind i blandt andet politiets kørekortregister og på den måde fået adgang til millioner af danskeres cpr-numre på en server hos it-virksomheden CSC.

I et åbent brev til den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, justitsminister Beatrice Ask og udenrigsminister Carl Bildt skriver Svartholm, at udleveringen til Danmark strider mod nordiske, europæiske og internationale regler.

Gottfried Warg mener ikke, at han har fået nærmere oplysninger om de danske anklager. Samtidig mener han, at det er en procedurefejl, at flere bilag, som der henvises til i arrestordren, er på dansk, og han kun én gang har kunnet bladre i bilagene.

I forbindelse med efterforskningen har Københavns Politi bedt om at få Svartholm Warg, som i øvrigt er medstifter af den omdiskuterede fildelingstjeneste Pirate Bay, udleveret til Danmark, og Nacka Tingsrätt i Stockholm har bestemt, at han skal udleveres.

Svartholm har tidligere undskyldt over for de danske myndigheder, at hans computer "er blevet brugt til at hacke CSC". Men han har understreget, at det ikke var ham, der udførte selve hackingen.

Svartholm er i den svenske landsret idømt et års fængsel for indtrængning i it-virksomheden Logica. I byretten fik han to års fængsel for bedrageri og forsøg på bedrageri.

I hackersagen i Danmark er en 20-årig mand tidligere blevet varetægtsfængslet af Retten på Frederiksberg.

Den svenske sag og den danske sag er umiddelbart forskellige. Men det var et tip fra de svenske myndigheder, som i sin tid fik politiet i Danmark til at indlede en efterforskning.

Her viste det sig, at edb-systemerne hos den offentlige it-leverandør CSC ikke var tilstrækkeligt sikret til at holde uvedkommende ude.

Hvis ikke Gottfried bliver udleveret, så kan han forlade det svenske fængsel i starten af det nye år.

/ritzau/