Mistænkt flykaprers ekskone: Vores ægteskab var et helvede

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

Ekskonen til den 58-årige egypter Seif al-Din Mohamed Mostafa, der mistænkes for at have kapret et EgyptAir-passagerfly og tvunget det til at lande på Cypern, fortæller i et interview med den cypriotiske avis Phileleftheros, at deres ægteskab var et helvede.

Cypriotiske Marina Paraschou mødte Seif al-Din Mohamed Mostafa på Cypern, da hun var 18 år og han 26. De to var gift i fem år.

- De fleste medier har malet et romantisk billede af en mand, der forsøgte at række ud til sin ekskone, siger hun til avisen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men det kunne ikke være længere fra sandheden.

Ifølge Marina Paraschou har Seif al-Din Mohamed Mostafa ikke vist nogen interesse i hverken hende eller deres tre børn, siden de to blev skilt.

Hun påstår også, at han har været voldelig mod hende og deres børn, og at han har taget narkotika og ikke gidet at arbejde.

- Det var fem sorte år, siger Marina Paraschou.

Seif al-Din Mohamed Mostafa er mistænkt for at have kapret et egyptiske indenrigsfly og tvunget det til at lande på Cypern ved at true med at detonere et selvmordsbælte. Bæltet viste sig dog senere at være en ufarlig attrap.

Myndighederne mener, at hans motiv for at kapre flyet med de 55 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord på vej fra Alexandria til Kairo var personlige og relateret til hans ekskone.

- Hvad skal man gøre, når han ikke har set sin kone og børn i 24 år, og den egyptiske regering nægter dig?

Sådan har Seif al-Din Mohamed Mostafa ifølge anklageren forklaret sin bevæggrund for at kapre flyet.

Kapringen udløste et seks timer langt gidseldrama i den internationale lufthavn i Larnaca. Ingen kom dog noget, og Seif al-Din Mohamed Mostafa overgav sig selv.

Marina Paraschou blev bragt til lufthavnen under gidseldramaet. Hun afviser dog, at det skulle have noget at gøre med et brev fra sin eksmand, som flere medier har rapporteret.

Ifølge Marina Paraschou blev hun fragtet til lufthavnen udelukkende for at identificere ham.

- De hentede mig for at få bekræftet, at det var hans stemme, fortæller hun.

Seif al-Din Mohamed Mostafa blev under et retsmøde onsdag varetægtsfængslet i foreløbig otte dage.

Ifølge anklageren risikerer han at blive dømt for flykapring, kidnapning, hensynsløs og truende adfærd og overtrædelser af antiterrorloven.

/ritzau/