Mistænkt knivstikker i Svendborg har meldt sig

En 27-årig mand fra Svendborg på flugt fra politiet gav op og meldte sig selv, efter et knivstikkeri i Møllergade i Svendborg torsdag.

Lørdag skal den 27-årige foran en dommer, hvor politiet kræver ham varetægtsfængslet for forsøg på drab, oplyser Fyns Politi.

- Den 27-årige meldte sig selv fredag, og han skal fremstilles i et grundlovsforhør i dag, siger vagtchef Jesper Fält til Ritzau.

Offeret i sagen er en 28-årig mand fra Svendborg. Han blev stukket fem-seks gange og blev ramt i både lunge og milt.

- Han var i første omgang i livsfare på grund af blødninger, men efter at have ligget på operationsbordet i nat, så er hans tilstand nu stabil, fortalte vicepolitikommissær Jack Liedecke tidligere til Ritzau.

Knivstikkeriet skete under et slagsmål på åben gade mellem de to bekendte. Begge mænd er ifølge Jack Liedecke i forvejen kendt af politiet.

Opdatering klokken 12.45:

Den 27-årige mand blev ved et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.

/ritzau/

 

Dagens Gossip