Mistænkt for Moskva-mord pågrebet

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Russisk politi har tirsdag anholdt en mand, som de mistænker for at stå bag knivdrabet på 25-årige Jegor Sjterbakov torsdag i sidste uge.

Drabsmanden forlod gerningsstedet efter forbrydelsen, men blev fanget af overvågningskameraer.

Han er angiveligt fra Aserbajdsjan og blev pågrebet et stykke udenfor Moskva. Han skal nu afhøres af politiet.

Drabet udløste store nationalistiske protester i den russiske hovedstad, og søndag kom det til voldsomme sammenstød mellem etniske russere og etniske mindretal.

Hensigten var en fredelig demonstration i Moskvas Birjuljovo distrikt, hvor deltagerne protesterede mod drabet på den unge mand, men det udviklede sig hurtigt til blodige gadekampe med politiet og omfattende hærværk på biler og forretninger.

Omkring 1200 blev anholdt under urolighederne.

For at forhindre nye uroligheder har politiet skærpet sikkerheden i området. Metaldetektorer og sikkerhedshegn er blandt andet sat op udenfor en central og vigtig moské, hvor mange muslimer tirsdag er samlet for at fejre højtiden Eid al-adha.

Mange hundrede politifolk er også sendt på gaden for at forhindre nye sammenstød.

Etniske spændinger er i de seneste år taget til i større russiske byer mellem etniske russere og indvandrere fra navnlig det overvejende muslimske nordlige Kaukasus.

I Moskva er politiet blevet beskyldt for at ignorere volden, og myndighederne kritiseres generelt for at gøre for lidt og for sent.

Indvandring var et dominerende emne under det nylige borgmestervalg i Moskva.

/ritzau/Reuters