Mistænkt for Nivå-drab kræves fængslet

Skrevet af admin

22/11/2014

Dagens topnyheder

Den 22-årige mand, der er sigtet for knivdrabet på en 27-årig mand i Nivå i Nordsjælland, er lørdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Den nu varetægtsfængslede mand meldte sig selv til politiet fredag klokken 15. Det skete, efter at politiet havde advaret om, at man ville efterlyse ham med navn og billede, hvis ikke han selv meldte sig selv.

Det var ifølge politiet et opgør mellem den 22-årige og den 27-årige, der kom i slagsmål ved Islandshøjparken i Nivå i Nordsjælland.

Slagsmålet, der udviklede sig til knivstikkeri, fandt sted på åben gade.

Efter at han var blevet stukket, blev den 27-årige kørt til skadestuen på Hillerød Sygehus af to personer i en Audi. Her døde han omkring klokken 12.

De to personer, der bragte manden til skadestuen, var til afhøring hos politiet, men blev begge løsladt igen.

Politiet fandt frem til den 22-årige på baggrund af vidners forklaring. Flere vidner har set slagsmålet, og på baggrund af deres forklaringer mener politiet, at det er ham, som har ført kniven.

Politiet vurderer, at drabet ikke skyldes et opgør mellem bander. Slagsmålet betragtes som et opgør mellem to personer.

- Det er en flok unge mennesker fra Nivå, så jeg kan ikke sige, at ingen af dem har noget med bander at gøre, men selve slagsmålet er ikke en konfrontation mellem to bander, har vicepolitiinspektør Keld Olesen sagt til Ritzau.

/ritzau/