Mistænkt rumænsk kabeltyv er blevet fængslet

Skrevet af admin

31/01/2015

Dagens topnyheder

En rumænsk mand er lørdag i Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i 27 dage for tyveri af kobberkabler fra Banedanmark.

Det oplyser vagtchef Leif Bonde, Københavns Vestegns Politi.

Manden mistænkes for at stå bag et stort tyveri af kabler i Vallensbæk uden for København søndag. Kabeltyveriet forårsagede store forstyrrelser af S-togtrafikken.

Manden, der er 38 år, er derfor ikke blot sigtet for tyveri af kablerne, men også for omfattende forstyrrelse af samfærdselsmidler.

Desuden er han sigtet for ulovlig indrejse i Danmark. Han har nemlig indrejseforbud, fordi han sidste år blev dømt for tyverier i Danmark.

Der er ikke oplysninger om, hvordan den 38-årige forholder sig til sigtelserne.

Rumæneren havde ikke noget værktøj på sig, da han blev anholdt, men politiet har fundet blandt andet et koben i en taske, som menes at tilhøre den 38-årige.

Han blev anholdt i Hvidovre fredag aften omkring klokken 20.30 af Københavns Politi, der havde deltaget i jagten på kabeltyve i samarbejde med Københavns Vestegns Politi siden de første tyverier i en bølge, der begyndte for at par uger siden.

Så sent som torsdag skete der et tyveri af kabler ved Brøndby Strand. Tyveriet var nummer seks på blot en uge, og det betød, at DSB ikke kunne køre med S-tog, men måtte sætte togbusser ind.

Politiet håber, at anholdelsen af manden kan sætte en stopper for bølgen af kabeltyverier på S-tognettet, som har været stærkt generende for pendlerne mellem København og Køge.

Hos Banedanmark er man umiddelbart tilfreds med, at det er lykkedes at anholde en formodet gerningsmand, men man føler sig ikke overbevist om, at kabeltyverierne er standset.

Derfor opretholdes den skærpede overvågning af S-tognettet, oplyser områdechef Klaus Bergman.

Tidligere på ugen ransagede politiet en skrothandel i Københavns Sydhavn og anholdt tre mænd, der mistænkes for hæleri af 900 meter kobberkabler fra Banedanmark. To af dem er blevet varetægtsfængslet, mens den tredje blev sat på fri fod igen.

Sidste år var S-tognettet 43 gange plaget af tyveri af kobberkabler, og DSB måtte aflyse 2000 tog.

/ritzau/