Mistænkt for skyderi ved skole er blevet fængslet

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

En 21-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et skyderi onsdag aften ved en skole på Sydsjælland.

Skyderiet foregik ved Kulsbjerg Skole i Stensved, og på grund af politiets undersøgelser var skolen lukket torsdag.

Det vil sige, at flere end 800 børn ikke fik undervisning, men fredag morgen kan de atter indtage klasseværelserne.

- Vi er færdige med vores undersøgelser på skolen, så den er åben igen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og det er derfor uvist, hvad den sigtede har forklaret. Han nægter sig dog skyldig i sigtelsen for drabsforsøg, men han kærede ikke fængslingen til Østre Landsret.

Ifølge mandens far, er den 21-årige psykisk ude af balance.

- Han har en frygtelig klaustrofobi, og han har også fået posttraumatisk stress, siger faren til Ekstra Bladets netavis.

Inden han forlod hjemmet, havde han på nettet haft en diskussion om flygtninge med en person, som kaldes serberen.

Derefter mødtes de nær skolen - og hvor sønnen tilsyneladende affyrede et våben mod tre personer.

Sidst på eftermiddagen har politiet endnu ikke fundet det våben, der blev brugt. Ved skolen har man dog fundet nogle patronhylstre, men Søren Ravn-Nielsen vil torsdag eftermiddag ikke komme ind på, hvor mange man har fundet.

- Af hensyn til vores videre efterforskning vil vi gerne vente med at fortælle mere detaljeret. Det var også grunden til, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, forklarer han.

Siden skuddene faldt, har politiet afhørt en række personer - herunder de tre, der angiveligt blev beskudt.

/ritzau/