Mistænkt for voldtægt er dømt for tredobbelt voldtægt

Skrevet af admin

09/12/2014

Mest læste i dag

Hvis politiets sigtelse står til troende, så har en 33-årig mand igen udsat en ung kvinde for en yderst brutal voldtægt i København.

En 33-årig mand sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for at tæske, voldtage og smide en 23-årig kvinde i havnen natten til søndag i København. Kvinden overlevede angiveligt kun ved at spille død i vandet, så manden forlod stedet.

Den samme mand blev i en alder af 24 år idømt seks års fængsel i Østre Landsret i en voldtægtssag fra København, hvor han tidligt om morgenen 10. oktober 2004 trak en kvinde gennem byen og voldtog hende tre gange.

Det grove overgreb i 2004 begyndte ved halv femtiden natten til søndag i Nørre Voldgade i København.

Her blev den 22-årige kvinde kontaktet af en mand, der ville have hjælp til at åbne en bildør. I stedet slog han hende ned med en flaske og bankede hendes hoved ned i vejen.

Han trak hende herefter hen til et nærliggende græsareal, hvor han tog bukser og trusser af hende og voldtog hende.

Manden førte hende dernæst gennem byen til Vor Frue Kirke, hvor han igen voldtog hende og tvang hende til andre former for seksuelt misbrug, forklarede kvinden i landsretten.

Mareridtet fortsatte for kvinden, da manden igen trak hende videre. Ved legepladsen på Hauser Plads lagde kvinden for tredje gang krop til mandens overgreb.

Efter det sidste overgreb forlod manden stedet. Han tog kvindens tøj og lod hende næsten nøgen tilbage.

I retten blev resultaterne af den tiltaltes mentalundersøgelse fremlagt. Han blev beskrevet som en mand, der havde haft en svær opvækst rundt på forskellige institutioner.

Han har kun haft få års skolegang. Siden 15-års alderen har han haft et blandet misbrug af alkohol og stoffer. Han var på domstidspunktet også tidligere straffet for vold.

Manden har nægtet sig skyldig i begge voldtægtssager.

/ritzau/