Mistænkte for drabsforsøg anholdt under aktion

»Set fra Københavns Politi har det været en ganske udmærket aktion. Vi kunne godt have anholdt et par stykker mere, men dem skal vi nok få fat på,« sagde vicepolitiinspektør Lau Thygesen ifølge TV 2 News ved et pressemøde torsdag eftermiddag, hvor politiet orienterede om aktionen, der havde bragt betjente ud for at ransage 64 adresser.

Københavns Politi fremstiller fire personer fredag. En eller flere af dem sigtes for drabsforsøg.

Hos Københavns Vestegns Politi er det to drabsforsøg i Skovlunde og Herlev 3. og 4. marts, som har været en væsentlig årsag til ransagningerne, oplyste vicepolitiinspektør Carsten Jansson på pressemødet. Kredsens betjente har anholdt otte personer, og seks eller syv ventes fremstillet i grundlovsforhør fredag.

Politiets Task Force Øst har anholdt ni personer fra rockermiljøet, som fremstilles i grundlovsforhør fredag sigtet for narkokriminalitet.

Nordsjællands Politi har ransaget ni adresser i forbindelse med torsdagens aktion. Det drejer sig om seks lejligheder i Kokkedal og tre rockerborge. Her blev der blandt andet fundet våben, mens seks personer blev anholdt. Ingen af dem skal dog fremstilles i grundlovsforhør.

Endelig venter Midt- og Vestsjællands Politi fredag at fremstille to personer i grundlovsforhør for narko- og våbenkriminalitet.

Dagens Gossip