To mistænkte efter cykelulykke i Roskilde er løsladt

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

To mænd, som er blevet afhørt af politiet om en ulykke på Ringstedvej lige uden for Roskilde søndag aften, er tirsdag sat på fri fod.

Det oplyser vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Ved ulykken blev en cyklist ramt af en sort Mercedes, der forsvandt fra ulykkesstedet, så politiet måtte efterlyse den. Bilen blev mandag fundet i Køge, og de to mænd har begge har haft rådighed over køretøjet.

Cyklisten var søndag aften i livsfare, men mandag var hans tilstand stabil. Han er blevet indlagt på Rigshospitalet med brud flere steder på kroppen og et alvorligt slag i hovedet.

Mandag formiddag henvendte en 26-årig mand uden fast bopæl sig til politiet og oplyste, at han var fører af bilen. Han er blevet afhørt om de nærmere omstændigheder ved ulykken. Det samme blev en af mandens bekendte.

Men det er besluttet, at der ikke er grundlag for at fremstille nogen af dem i grundlovsforhør. De er dog begge sigtet i sagen.

Det er uvist, hvad de præcise sigtelser går ud på, men ifølge færdselsloven er det strafbart at forlade et ulykkessted, og også straffeloven har en paragraf, hvorefter det er strafbart at efterlade nogen i hjælpeløs tilstand, siger vagtchefen.

Politiets teknikere undersøger flugtbilen, blandt andet for spor der kan vise, hvem der har siddet i førersædet.

Ulykken skete, da cyklisten havde været inde på en tankstation for at købe nogle varer. Han blev ramt, da han kørte ud på Ringstedvej.

/ritzau/