Mistænkte efter Nice-angreb bliver stillet for en dommer

Fem personer, der er i politiets varetægt efter sidste uges massakre i den sydfranske by Nice, bliver torsdag stillet for en dommer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det drejer sig om fire mænd og en kvinde mellem 22 og 40 år.

De mistænkes for deres forbindelse til den 31-årige tuneser Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, der på den franske nationaldag pløjede en lastbil direkte ind i folkemængden på strandpromenaden i Nice og dræbte 84 mennesker.

De mistænkte er blandt andre en 40-årig mand, som Bouhlel havde kendt i mange år, og en 38-årig albansk mand og dennes kæreste. Albaneren mistænkes for at have skaffet Bouhlel et automatvåben.

En 22-årig mand, som modtog en sms fra gerningsmanden, kort før han dræbte de mange mennesker, bliver også fremstillet i retten. Det samme gør en anden mand, som har været i kontakt med Bouhlel omkring våben.

Ligesom den franske efterretningstjeneste ikke havde kendskab til Mohamed Lahouaiej-Bouhlel før angrebet, kendte den heller ikke til de fem tilbageholdte.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV