Mistænkte til overfald på student fanget på video

Gerningsmændene er fortsat på fri fod, men politiet har en god idé om, hvem de er, fortæller leder af efterforskningen Kim Refshammer.

»Vi kan se på videoovervågningen, at de ankommer til Nørreport med metroen. Derfra går de op på gadeplan, hvor de overfalder offeret. Vi arbejder lige nu på at finde ud af, hvilket videomateriale der egner sig til offentliggørelse,« siger Kim Refshammer til bt.dk og tilføjer, at overfaldet fandt sted klokken 21.48.

Den 18-årige stod i en rundkreds sammen med fem-seks venner mellem de to indgange på Nørreport, da han blev overfaldet af fire mænd. Han blev tildelt adskillige knytnæveslag og muligvis også spark. Et vidne har fortalt politiet, at den ene gerningsmand på et tidspunkt hopper op på ryggen af offeret, så hans nyerhvervede studenterhue falder af.

»De har meget kort hår, enten karseklippede eller navy-cut. Den ene er iført noget rødt på overkroppen,« siger Kim Refshammer.

Han forventer, at politiet vil kunne finde ud af endnu mere om de fire unge mænd ved at se videomaterialet igennem. Blandt andet vil videoovervågning fra metroen kunne fortælle, hvor de fire mænd stod på metrotoget.

Samtidig håber politiet, at det 18-årige offer vil være i stand til at tale med politiet enten mandag eller tirsdag.

Efter overfaldet på Nørreport tog offeret selv toget hjem til forældrene i Kokkedal. I løbet af natten vågnede han og havde det dårligt. Natten til lørdag blev han bragt til Rigshospitalet, hvor lægerne konstaterede, at han havde en livsfarlig blødning i hovedet. 

Studenten er nu uden for livsfare og er på vej ud af koma. Det er uvist, hvilke mén han får af overfaldet, skriver bt.dk.

Dagens Gossip