Mistanke om ebola-smittet på SAS-fly i København afblæst

Skrevet af admin

22/11/2014

Dagens topnyheder

Et SAS-fly, der har været isoleret i Københavns Lufthavn, da der var mistanke om, at en kvindelig passager var smittet med den dødbringende sygdom ebola, er netop blevet frigivet. Det bekræfter pressechef i SAS Trine Kromann-Mikkelsen.

- Flyet er netop frigivet af embedslægen og politiet. De har afblæst mistanken, siger hun til Ritzau.

Det var besætningen om bord på flyet, der fik mistanke om, at en kvinde var smittet, da hun udviste symptomer på den dødelige sygdom som hovedpine og opkast, fortæller pressechefen.

- Besætningen tog så alle de forholdsregler, som de skulle i forbindelse med sådan en situation. Og når flyet lander, så igangsætter Københavns Lufthavn deres beredskab, og det indebærer, at man isolerer flyet, siger hun og fortsætter:

- Passageren blev isoleret bag i flyet og havde sit eget toilet.

Lea Holm, der er kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn, fortæller, at det er første gang, at lufthavnen har isoleret et fly på grund af mistanke om en ebola-smittet passager.

Kvinden, som er fransk, havde været i Benin i Vestafrika for omkring en måned siden, oplyser Lea Holm.

Kvinden fik et ildebefindende i flyet, som fløj fra Paris, og fortalte til besætningen, at hun havde været i Vestafrika, som derefter tog dets forholdsregler.

/ritzau/