Mistanke om ny korruptionssag i Afghanistan

»Jeg har rejst sagen over for den afghanske minister for landbrug og udvikling, og han har bekræftet, at han ligesom jeg selv har nultolerance over for korruption, og lovet, at sagen bliver undersøgt hurtigt og grundigt,« siger Christian Friis Bach.

Samtidig vil den danske ambassade i Kabul snarest indlede en uafhængig ekstern undersøgelse af påstandene og anvendelsen af de danske midler, oplyser Udenrigsministeriet i en skrivelse til Rigsrevisionen.

Ifølge ambassaden er oplysningerne fra den anonyme kilde »detaljerede,« og de fremstiller forvaltningen af det danske bidrag til det afghanske landbrugsprojekt forkortet AREDP (Afghanistan Rural Enterprise Development Programme) som »problematisk.«

Mistanken handler blandt andet om nepotisme, favorisering og manglende overholdelse af ansættelsesprocedurer – herunder uregelmæssigheder i rekrutteringen af den nye administrerende direktør.

Det vides endnu ikke, hvor mange danske bistandskroner, der er involveret i den nye korruptionsdsag. Men på baggrund af informationerne fra den anonyme kilde vurderer Udenrigsministeriet, at beløbet alene omfatter midler til administration, herunder lønninger, samt at perioden ikke går helt tilbage til 2009.

»Beløbet ventes derfor at være lavere end de hidtil udbetalte ca. 18,3 millioner kr.,« hedder det i skrivelsen til Rigsrevisionen.

Wais Ahmad Barmak, minister med ansvar for landbrug og udvikling i den afghanske regering, garanterer, at mistanken vil blive undersøgt til bunds.

»Jeg har som minister absolut nultolerance over for korruption. Det er en af de største udfordringer for den afghanske regering, og jeg forstår godt, at de danske skatteydere vil være sikre på, at bistanden forvaltes uden svindel,« siger Wais Ahmad Barmak til Berlingske.

Den afghanske minister er i øjeblikket på rundtur i Europa og var tilfældigvis i Danmark i går, da sagen landede på Christian Friis Bachs bord.

Mistanken om endnu en bestikkelsessag kommer efter afsløringen af en længere række af tilsvarende korruptionsskandaler i det seneste års tid. Sagerne fik for to måneder siden udviklingsminister Christian Friis Bach til at lancere en ny og skærpet indsats mod bestikkelse og andre former for misbrug af de danske støttekroner i Afghanistan.

Målet er ikke mindst at sikre bæredygtigheden i Danmarks bistand efter tilbagetrækningen af de udenlandske tropper i 2014, og den nye indsats betyder blandt andet, at der oprettes en særlig taskforce på ambassaden i Kabul.

Ifølge en redegørelse, som Udenrigsministeriet i sommer gav Folketinget, er 11 sager om korruption eller svindel med danske bistandsmidler nu afsluttede, og yderligere seks sager er stadig under behandling, skriver Berlingske.

Det samlede konstaterede tab af danske midler i de afsluttede sager om korruption udgør til dato 230.000 kroner, mens Danmarks samlede økonomiske bistand til Afghanistan i perioden 2002 til 2012 løb op i 3,5 milliarder kroner.

»Tabet vil givetvis blive større, når de sidste sager afsluttes, og der er med sikkerhed også ting, som vi ikke kan komme til bunds i. Det kan jeg lige så godt være ærlig at sige åbent,« erkendte Christian Friis Bach i forbindelse med lanceringen af den ny og skærpede indsats mod korruptionen i det krigsarrede land.

I takt med udfasningen af Danmarks militære engagement i Afghanistan er der i de seneste år skruet op for bistanden til landet, der vil blive den største modtager af dansk udviklingsstøtte.

Dagens Gossip

Dagens TV