To mister livet i trafikulykke på Vestsjælland

Skrevet af admin

08/04/2015

Dagens topnyheder

En mand og en kvinde har onsdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke på det vestlige Sjælland.

Der var to biler involveret i ulykken, som skete på Holbækvej mellem Slagelse og Munke Bjergby, oplyser politiet.

Vejen, rute 203, blev spærret for al trafik ved 14-tiden og åbnede igen omkring klokken 16.30.

De to dræbte - en 34-årig kvinde og en 24-årig mand - befandt sig sammen med en femårig dreng og dennes 24-årige mor i den ene bil.

I den anden implicerede bil sad der én mand på 78 år, som overlevede ulykken.

Politiets foreløbige teori er, at bilen, som blev ført af den ældre mand, kommer over i modsatte kørebane, hvor bilen med de fire personer kommer kørende. Det er den 24-årige mor, som fører bilen.

Hun laver en undvigemanøvre for at forhindre et sammenstød, hvorefter hun kører i grøften.

- Bilerne snitter kun hinanden. Vi formoder, at det er i kontakt med grøften, at der sker store skader på bilen, og de to personer omkommer, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ole Hald til Ritzau.

Den 34-årige dræbte kvinde sad på højre forsæde, og den 24-årige dræbte mand, som vare kæreste med føreren, sad på højre bagsæde.

Afhøringen af den 78-årige mand kunne hverken be- eller afkræfte, hvorfor hans bil pludselig befandt sig ovre i modsatte kørebane.

/ritzau/