Mitsubishi indrømmer manipulation med bildata

Den japanske bilkoncern Mitsubishi indrømmer at have manipuleret med brændstofeffektiviteten i sine biler, skriver AFP. Nyhedsbureauet nævner ingen kilder.

Mitsubishis aktie er onsdag faldet 15 procent efter meldinger om, at bilkoncernen har udført ureglementerede test.

- En af vore modeller er dumpet i en test af brændstoføkonomi, siger en talsmand for Mitsubishi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

To andre asiatiske bilproducenter, Kia og Hyundai, har tidligere betalt milliarder af kroner i straf til amerikanske myndigheder for at have overdrevet deres bilers brændstoføkonomi.

Rapporterne fra Mitsubishi kommer i forlængelse af en omfattende skandale i tyske Volkswagen, der har indrømmet manipulation med test.

Flere dieselmodeller fra VW har fremstået mere miljøvenlige, end tilfældet er, og det kommer til at koste koncernen milliarder af kroner.

Efter det japanske børsmarked lukkede onsdag i Tokyo, meddelte Mitsubishi, at man vil holde pressemøde klokken 17 lokal tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Dagens Gossip