Mixeddouble giver Danmark perfekt VM-start

Skrevet af admin

25/08/2014

Dagens topnyheder

VM i badminton i Ballerup Super Arena blev servet i gang med en dansk sejr.

Mixeddoublen Julie Houmann/Anders Kristiansen var mandag formiddag i aktion som de første danskere, og duoen sørgede for en planmæssig og god dansk start.

Kristiansen/Houmann besejrede det indiske par Tarun Kona/Ashwini Ponnappa i to sæt. Danskerne vandt 21-16, 27-25.

Danskerne kørte første sæt hjem i sikker stil, mens der var markant mere spænding om udfaldet i andet sæt.

Da Houmann/Kristiansen bragte sig i front 17-14 i andet sæt, trak det ellers op til endnu en sikker dansk sætsejr, men inderne kom tilbage og sørgede for drama.

Danskerne havde matchbold ved 20-19, men inderne bed fra sig og sørgede for udligning til 20-20, og så spilles der til to overskydende point.

Det tog tid, inden danskerne kunne juble. Først på den femte matchbold lykkedes det, og undervejs måtte danskerne overleve to indiske sætbolde.

I anden runde møder den danske duo et seedet japansk par.

Næste danskere i aktion var endnu en mixeddouble. Niclas Nøhr og Sara Thygesen mødte et australsk par og vandt i tre sæt. 19-21, 21-8 og 21-16 endte det.

Nøhr og Thygesen møder et kinesisk par i anden runde.

Det er 15 år siden, der senest var VM på dansk grund. Dengang vandt Danmark hele seks medaljer. Denne gang er Danmark seedet til fire medaljer.

Blandt de medalje-seedede danskere er herresinglespilleren Jan Ø. Jørgensen, der senere mandag spiller sin første VM-kamp mod belgiske Maxime Moreels.

/ritzau/