Mobbede børn dropper sjov i fritiden

Hvert fjerde barn i 3.-5. klasse har oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor af de andre børn til aktiviteter efter skole. For det er ikke kun modstanderne, som gør det svært at få succes på fodboldbanen eller til gymnastik.

Faktisk stopper mere end hvert ottende barn til en fritidsaktivitet på grund af mistrivsel, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som Center for Uddannelsesstudier har lavet for Red Barnet og Mary Fonden.

Og tallene overrasker Red Barnet.

- Det kommer bag på os, at tallene er så høje, som de er. Vi har vidst, at problemerne er der i skolen og helt ned i børnehaven.

- Men at tallene er så høje i fritidslivet, var vi faktisk ikke klar over, siger Lars Netteberg, programkoordinator for Red Barnets projekt "Fri For Mobberi".

Undersøgelsen viser, at det er drilleri, mobning og udelukkelse fra fællesskabet, som får børnene til at droppe hobbyerne.

Og selvom det ikke står klart, hvad det er for en form for mobning, børnene risikerer at blive udsat for, har Lars Netteberg et bud.

- Til sport skal man typisk være dygtig for at blive anerkendt. Man skal score mange mål til fodbold eller svømme hurtigst til svømning. Hvis man ikke lige lever op til det, så risikerer man, at man ikke er med i fællesskabet, siger han til Ritzau.

Mere end halvdelen af forældrene til børn, der er blevet mobbet ud af en fritidsaktivitet, er fuldstændig uvidende om deres børns oplevelser.

- Undersøgelsen bekræfter, at mobning i fritiden er et stort og overset problem. Mange forældre er slet ikke klar over, at deres barn stopper til en fritidsaktivitet på grund af mobning, siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden, i en pressemeddelelse.

Hun peger på, at det kan være svært at opdage, fordi børnene kan vælge fritidsaktiviteten fra.

- Det, at man kan vælge fritidsaktiviteten fra, øger risikoen for, at problemet forbliver skjult, siger Helle Østergaard og bliver bakket op af Lars Netteberg.

- Ved at holde op befrier man sig for mobning og drillerier. Hvis du bliver mobbet i skolen, kan du jo ikke bare forlade skolen. Der er du tvunget til at være der. Derfor, tror jeg, at problemet i fritidslivet ikke har været lige så tydeligt, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip