Mobbet alvorligt: Nikolaj Lie Kaas blev drillet

Tykke pigebriller. Strikkede, brune bukser. En strikvest og træskostøvler.

Det var skuespilleren Nikolaj Lie Kaas’ foretrukne mundering, da han var omkring 13 år.

Og det var ikke ligefrem en stil, som gav bonus hos kammeraterne, og derfor blev den kommende skuespiller drillet, og måtte til sidst skifte skole.

- Men når jeg tænker over det, handlede det nok også om, at jeg havde nogle holdninger. Jeg voksede op alene med min mor, jeg var vant til at snakke meget med hende om alt mellem himmel og jord, og jeg tog det med mig uden at reflektere over det, siger 40-årige Nikolaj Lie Kaas i et interview med Alt for damerne.

Læs IN.dk’s anmeldelse af krimifilmen Øjnenes hemmelighed

Skuespilleren havde da også tidligt i sit liv måttet tackle store udfordringer. Hans far Preben Kaas forlod hans mor Anne Marie Lie kort efter, han blev født, og efter det så familien ham sjældent.

Preben Kaas begik selvmord, da Nikolaj Lie Kaas var otte år, og hans søn har lige siden måttet leve med visheden om, at han også kan brænde ud en dag.

- Altid. Siden jeg var 17 år, har jeg tænkt: Det slutter lige om lidt. Men det er ikke noget, jeg har prøvet at flygte fra – det føler jeg ikke – jeg synes, at jeg har forholdt mig til tingene og har tilgivet. Det er en del af min historie, siger Nikolaj Lie Kaas.

Læs hvorfor krimiforfatter Liza Marklund mener, at livet ikke skal være let på IN.dk

Skuespilleren er snart aktuel som vicekriminalkommissær Carl Mørck i filmen Kvinden i buret, der får biografpremiere 3. oktober.

Af Juliane Olsen, IN.dk/NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip