Mobilgigant skal fyre 15.000

Markedet for mobiludstyr er nu så presset, at den fransk-amerikanske gigant Alcatel-Lucent skal fyre yderligere 15.000 medarbejdere.

Det svarer til 14 procent af de 72.000 ansatte og er et led i den nye topchef Michel Combes' forsøg på at få Alcatel-Lucent bragt på fode igen. Fyringsrunden, som officielt vil blive meddelt tirsdag, skal skære en milliard euro - eller 7,45 milliarder kroner - af budgettet i 2015. Det sker ved at nedlægge stillinger inden for de ældre mobilteknologier, nemlig GSM- og 3G-teknologi, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal.

Nedskæringerne vil ifølge det franske dagblad Le Figaro ramme overalt på kloden. 4.100 stillinger nedlægges i Europa, Mellemøsten og Afrika, 3.800 i Asien og 2.100 i Nord- og Sydamerika. Sammenlagt skal 15.000 stillinger væk, men Alcatel-Lucent vil oprette 5.000 nye jobs, så der sammenlagt forsvinder 10.000 ansatte.

I skarp konkurrence

Spareplanen er en konkretisering af den udmelding, som kom fra Alcatel-Lucents topledelse i juni, men hvor de konkrete besparelser ikke stod klart.

Alcatel-Lucent, der har hovedsæde i Paris, konkurrerer på markedet for mobiludstyr med svenske Ericsson, der er verdens største, kinesiske Huawei, som er nummer to, og finske Nokia Solutions and Networks (NSN). Men siden franske Alcatel og amerikanske Lucent gik sammen i 2006, er det endnu ikke lykkedes at skabe overskud i selskabet.

Michel Combes, som kom til Alcatel-Lucent fra den britiske mobilgigant Vodafones europæiske forretning, overtog ledelsen af Alcatel-Lucent i april i år med den klare opgave at rette økonomien op. 2012 gav et underskud på 1,2 milliarder euro, det største siden 2008, delvis forårsaget af nedskrivninger og en fyringsrunde fra efteråret 2012 af 5.000 ansatte, det store flertal i Frankrig.

Muligt samarbejde med Nokia

En tredjedel af Alcatel-Lucents ansatte arbejder i Europa, en anden tredjedel i Asien, mens en fjerdedel har job i USA, hvor Alcatel-Lucent også driver det nobelprisbelønnede forskningscenter Bell Labs.

Michel Combes er den tredje topchef, der forsøger at rette Alcatel-Lucent op.

Der har på det seneste verseret rygter om, at NSN og Alcatel-Lucent skulle drøfte en mulig fusion, efter at den amerikanske softwaregigant Microsoft i september meddelte, at den ønsker at købe Nokias mobilforretning - et salg, der afgøres af Nokias aktionærer i november.

Dagens Gossip