Mobilgiganter presses på indtjeningen

Trods et boomende mobilsalg i milliardklassen er der stort set kun to producenter, der tjener penge på dem - og de gyldne tider kan nu meget vel være ved at slutte.

Sidste år blev der solgt over 1,7 milliarder mobiltelefoner i verden - eller 50 i sekundet. Sammenlagt betalte forbrugerne 1.400 milliarder kroner for telefonerne.

»Det kunne lyde som en guldrandet forretning for producenterne af mobiltelefoner. Men faktisk er konkurrencen så hård, at flertallet af producenterne ikke formår at tjene penge på de telefoner, som de sælger. Stort set hele profitten i industrien tilfalder de to største producenter, Samsung og Apple. Disse to sælger en fjerdedel af alle mobiltelefoner i verden men tjener stort set 100 procent af industriens profit,« siger chefrådgiver Michael Borre fra Nordea.

Hårdere tider på vej

Finske Nokia, sydkoreanske LG Electronics og kinesiske ZTE, der ligger som nummer tre-fem på verdensplan, tjener ingen nævneværdige penge på deres telefoner. Nokia tabte sidste år knap 16 kroner på hver telefon, viser Michael Borres beregninger.

Og der er hårdere tider på vej også for Samsung og Apple. Samsung har siden begyndelsen af 2012 været verdens største mobilproducent, efter at Nokia blev slået af pinden. Samsung sælger frem for alt telefoner med Googles mobilstyresystem Android, og Android udgjorde i første kvartal i år 74,4 procent af samtlige solgte smartphonetelefoner i verden, hvor Apples iOS-software - og dermed sagt iPhone-telefonerne, eftersom ingen andre producenter bruger Apple-software - udgjorde 18,2 procent.

Apples overskud falder hele tiden

Apples overskud efter betaling af produktionsomkostninger er faldet fire kvartaler i træk.

»Det er et af de klassiske tegn på, at en virksomhed mærker prispres på sine produkter. Apple tjener fortsat uhyre godt på sine telefoner, men den faldende bruttomarginal kan være et signal om, at selv Apple møder stigende konkurrence,« siger Michael Borre.

Apples aktiekurs er da også faldet til under 400 dollars, og der vil være skarpe øjne på det næste kvartalsregnskab, som kommer 24. juli.

Mobilsalget af de mere avancerede smartphonetelefoner er ved at toppe flere steder i verden. De fleste har nu en smartphonetelefon, og det bliver derfor stadig sværere for producenterne at overbevise folk om, at den relativt nye telefon absolut skal skiftes ud med en endnu nyere model, som ikke nødvendigvis kan ret meget mere og i alle tilfælde slet ikke længere har banebrydende, nye funktioner.

Større salg men færre penge

Det forventes, at de fem store producenter i 2013 og i 2014 vil få et stigende salg målt i antallet af mobiltelefoner. Til gengæld vil salgsprisen pr. telefon gå ned, og det vil påvirke omsætningen. Derfor er billigere telefoner på vej for at få fat i folk i især udviklingslandene, som gerne vil have del i de moderne tider men ikke har råd til at købe de dyre mobilmodeller. Samsung og Nokia har begge satset meget bevidst på at kunne levere billigere smartphonetelefoner - Nokias serie hedder Asha. Der går rygter om, at også Apple snart vil barsle med en billigere udgave af iPhone-telefonen.

»Set med producenternes øjne er der desværre ingen tegn på, at industrien i den nære fremtid bliver en guldgrube. Der er ganske vist en forventning om, at overskuddene i de tre pressede selskaber - Nokia, LG Electronics og ZTE - vil øges. Men selv om f.eks. Nokia ventes at vende tilbage til sorte tal på bundlinien, er der stadig tale om små overskud. Alt tyder således på, at det stadig er Samsung og Apple, som også næste år vil løbe med hovedparten af industriens overskud. Men også de to vindere forventes at måtte tage til takke med lidt lavere lønsomhed fremadrettet. Vurderingen er, at Samsung og Apple nu har nået grænsen for, hvor meget de kan tjene på hver telefon, de sælger,« siger Michael Borre.

Samsung fremlagde fredag regnskab for andet kvartal. Selv om det satte endnu en ny rekord og sikrede et dagligt overskud på over en halv milliard, var det mindre end forventet, og det fremgår, at mobilsalget presses.

Apple, som er bedst til at tjene penge blandt de fem store producenter, havde i 2012 et overskud på 155,9 milliarder kroner. Det ventes at falde til 135,8 milliarder kroner i år og stige en anelse til 138 milliarder kroner i 2014.

Samsung, der sælger langt flere telefoner end Apple, hentede i 2012 et overskud på 100,9 milliarder kroner. Det ventes at skyde i vejret til 135,8 milliarder kroner i år og således ligge på linie med Apples. Men i 2014 vil Samsung gå lidt tilbage til 129,7 milliarder kroner, vurderer Nordea på baggrund af selskabernes egne oplysninger og estimater fra førende analytikere.

 

Dagens Gossip