Mobilnet syder under Folkemødet

Alene på Folketmødets førstedag, torsdag, var mobiltrafikken i Allinge på Nordbornholm fem gange større end på en almindelig dag, oplyser Telenor, Danmarks næststørste mobilselskab, der har sat en ekstra mast op i området og samtidig har opgraderet de eksisterende master.

»Mest markant var brugen af data på mobilnettet. Her registrerede Telenor næsten en femdobling i antal megabyte sendt gennem nettet, nemlig 33.000 megabyte i forhold til forrige torsdags knap 7.000 megabyte. Samtidig blev der talt i sammenlagt 22.368 minutter den 13. juni mod cirka 5.000 minutter forrige torsdag,« beretter Richard Stigaard, netværksdirektør hos Telenor, ifølge b.dk.

Der er fire landsdækkende mobilnet i Danmark, ejet af TDC, Telenor, Telia og 3. Telenor og Telia er ved at slå deres sammen til ét, der skal blive Danmarks bedst dækkende.

Det har gennem flere år været normalt, at de fire selskaber sætter ekstra master op i forbindelse med større begivenheder som f.eks. Folkemødet og Roskilde Festivalen for at sikre, at den pludselige eksplosion i brugen af mobilnettet til både samtale og som dataforbindelse ikke betyder, at nettene bukker under for presset.

Folkemødet varer fra torsdag til søndag, og det er tredje gang, at det afvikles på Bornholm efter det svenske forbillede med Almedalsveckan på Gotland hvert år i uge 24.

Ifølge Bornholms Politi havde 11.000-12.000 mennesker besøgt Allinge på Folkemødets første dag, torsdag, og 20.000 deltagere var mødt frem fredag.

Dagens Gossip

Dagens TV