Modebilleder i modvind: Fotograf lod sig inspirere af massevoldtægt

Skrevet af admin

06/08/2014

Mest læste i dag

En serie af modebilleder, der vækker grimme minder om en brutal indisk gruppevoldtægt fra 2012, har onsdag skabt vrede og harme i Indien.

Bag projektet står fotografen Raj Shetye, der under overskriften "The Wrong Turn" portrætterer en kvindelig model klædt i modetøj, der om bord på en bus befamles af en gruppe mænd. Mændene er ligeledes klædt i det nyeste modetøj.

På et af billederne ligger kvinden på gulvet med en mand over sig, mens et andet viser, hvordan to af mændene holder kvindens arme mod hendes vilje.

Billederne, der nu er fjernet fra fotografens hjemmeside, men er publiceret af en række medier, har medført en sand storm af vrede og forargede kommentarer på sociale medier i Indien.

Mange påpeger det usmagelige i, at billederne i så udtalt grad minder om en fatal gruppevoldtægt af en 23-årig studerende om bord på en bus i New Delhi i december 2012. To uger efter forbrydelsen døde kvinden af sine kvæstelser.

Billederne har fået Nirmala Samant, der er bestyrelsesformand i foreningen National Commission for Women, til at kontakte Mumbais politichef.

- Enhver person med normal fornuft vil forstå, at dette ikke er andet end at glorificere vold, siger Samant til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg er af den stærke overbevisning, at dette må få et retligt efterspil, for det handler ikke om kunstnerisk frihed - bestemt ikke, siger hun.

Fotografen selv understreger imidlertid, at der er tale om en forkert tolkning af billederne.

- Formålet er alene at skabe kunst, der får offentligheden til at beskæftige sig med emner, der vedrører kvinder.

- Det knuser mit hjerte at se min mor, mine venner og min søster begrænse sig selv fagligt og personligt bare for at være sikker, siger han.

De indiske myndigheder har enorme problemer med at komme de mange voldtægter til livs. Ifølge regeringsstatistikker sker en voldtægt hvert 22. minut, men aktivister vurderer, at mange voldtægter forbliver uanmeldte, og frekvensen derfor er noget højere.

/ritzau/AFP