Modellen Camilla Vest og Kasi-Jesper jubler over Skat-lukning

Skatteministeren lukker nu Skats afdeling for økonomisk kriminalitet, efter en ny redegørelse peger på stærkt tvivlsomme metoder, der for alvor nåede ud til offentligheden, da flere kendte danskere fik deres skattesager omtalt i pressen.

Fotomodellen Camilla Vest blev af Skat beskyldt for at snyde med sin udenlandske adresse, men endte med at blive frikendt.

Hun ser torsdagens redegørelse som en afslutning - og undskyldning - fra Skat efter et årelangt forløb, som hun betegner som "voldsomt og grænseoverskridende" i TV Avisen.

- Det har været et forfærdeligt forløb, min mand og jeg har været igennem de sidste fem år. Det har været så grænseoverskridende, siger hun til DR.

- Vi føler, vi har fået en beklagelse fra Skat i dag. Jeg føler, de sender et stærkt signal om, at de selv tager stor afstand fra de metoder, de har brugt i min og andres sager, fortsætter hun.

Foruden Camilla Vest, der stod til fængselsstraf i en skattesag, har også finansmanden Jesper Nielsen - også kaldet Kasi-Jesper - været i medierne med historier om de metoder, Skat har brugt overfor ham og hans familie.

Også han er glad for de indrømmelser, der er kommet fra Skat torsdag, men samtidig understreger han, at forløbet ikke er slut.

- Nu håber og forventer jeg, at jeg bliver kontaktet af Skat, så vi kan få rettet op på det her. Enten i dag eller i morgen, forventer jeg, siger han til TV2 News.

- Nu forventer jeg, at Skat tager et kig på denne sag én gang til, og jeg forventer, Skat giver os de penge tilbage, som retmæssigt tilhører os, indtil vi på et tidspunkt finder ud af, om Skat har ret i deres sag eller ej, fortsætter han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip