Modens nye ansigt: Ung model med Michael Jackson-hud er stjernen i to nye modekampagner

Den unge canadiske model Winnie Harlow er godt i gang med at ændre på modens ansigt udadtil.

Winnie Harlow lider af pigmentsygdommen vitiligo - den samme, som den nu afdøde superstjerne Michael Jackson ifølge lægerne led af hele sit liv.

Det skriver det britiske nyhedssite Metro.

Men det forhindrer hende på ingen måde i at være model. I denne uge er en ny sommerkampagne fra det spanske modemærke Desigual blevet skudt i gang, og Winnie Harlow er en af frontfigurerne i den. Hun er desuden også blevet udnævnt som ambassadør for det selvsamme tøjmærke.

Men ikke nok med det - den 19-årige model har også fundet tid til at være med i de nyeste reklamer for mærket Diesel. Reklamer, som har til formål at kæmpe for ‘tolerance, lighed og ubetinget kærlighed’.

Winnie Harlow har været kendt af offentligheden, siden hun deltog i det populære tv-show America’s Next Top Model. Hun fik konstateret vitiligo i den tidlige alder af fire år.

Som barn blev hun mobbet og kaldt ting som ‘zebra’ og ‘ko’, fordi hudsygdommen giver hende hvide pletter på den ellers brune krop.

Siden er hun blevet talsperson for samtlige andre amerikanere, der lider af samme pigmentsygdommen, og hun har over 430.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Dagens Gossip

Dagens TV