Modgang gør Tour-sejren til Froomes største triumf

Skrevet af admin

25/07/2015

Dagens topnyheder

Han er blevet spyttet på, råbt efter og badet i urin. En video med mistænkelige fysiologiske data har skabt yderligere ballade. Og oven i det hele blev han presset helt til målstregen af Nairo Quintana.

Der er ikke noget at sige til, at Chris Froome efter sin anden sejr i Tour de France sidder med en fornemmelse af, at han og holdkammeraterne hos Team Sky har skullet kæmpe mod hele verden.

- Vi har været ude for alle typer udfordringer igennem de sidste tre uger. Jeg skylder mine holdkammerater en kæmpe tak, siger Chris Froome på det traditionelle vinderpressemøde efter Tourens næstsidste etape.

- Det er svært at sammenligne mine to Tour-sejre. Men jeg føler, at vi har været udsat for alt i år, og det gør denne sejr speciel. Der er foregået så mange ting udenfor løbet.

- Det kunne have taget fokus, men det har snarere bragt os tættere sammen som hold, siger Froome.

Den bevægede vinder vender igen og igen tilbage til den betydning, hans holdkammerater har haft for den samlede sejr.

Ikke mindst fordi, sejren til sidst blev på beskedne 1 minut og 12 sekunder.

- Jeg må takke mine holdkammerater for, at jeg fik opbygget den margin, der gjorde, at min sejr ikke kom i fare, siger han.

Quintana gjorde ellers, hvad han kunne på 20. etape til Alpe d'Huez, hvor han distancerede Froome med 1 minut og 20 sekunder. Men den nyslåede vinder nåede ikke at blive rigtig nervøs.

- Der var da nogle øjeblikke, at jeg tænkte, at det ville blive tæt. Men vi fik hele tiden tider, og det var ikke sådan, at forspringet lige pludselig eksploderede, så vi gik ikke i panik.

- Jeg kørte på min grænse, men havde en smule tilbage til sidst til at prøve at begrænse skaderne, siger Chris Froome.

Han har store roser til Quintana, som han forventer vil blive hans nærmeste rival i en årrække.

- Han er fem år yngre end mig, og han har derfor alderen på sin side. I år pressede han mig bogstavelig talt til det yderste, og han har en stor fremtid, spår Froome.

Selv har den 30-årige brite ambitioner om at fortsætte som Tour de France-rytter i mange år endnu.

- Det er det her, det hele handler om. Jeg elsker det hårde arbejde, det er det, der får mig ud af sengen hver morgen. Jeg gør det ikke for berømmelse, men fordi jeg elsker at køre på cykel og elsker at presse min krop.

- Jeg vil blive ved, så længe min krop vil lade mig gøre det, siger Froome

/ritzau/