Modige fans crashede tv-stjernes bryllup

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Det lyder som plottet i en komedieserie, men historien stammer fra virkeligheden.

En flok dedikerede "Breaking Bad"-fans sneg sig nemlig med til skuespilleren Aaron Pauls bryllup, hvor de festede hele natten uden at blive opdaget.

- Vi vidste ikke, at det var sket, før vi begyndte at se bryllupsbillederne igennem, hvor de her tre fremmede mennesker var med på billederne, fortalte Paul i James Cordens tv-program The Late Night Show ifølge Vanity Fair.

Det har sikkert krævet en del forberedelse at kunne snige sig med til skuespillerens bryllup, men der var ét hul i den dristige plan.

- Temaet var et parisisk karnevalsbryllup i 1920'erne, og disse mennesker havde helt almindeligt bryllupstøj på, så de stak tydeligt ud fra mængden, fortalte den 36-årige tv-stjerne, der endnu ikke har fundet ud af, hvem de tre personer er.

Men det var helt tydeligt, at de ubudne gæster ikke var tilfredse med bare at være til stede ved festen, hvor de kunne observere berømthederne og nyde den gratis mad.

Én af de kvindelige fans gik nemlig benhårdt efter at gribe brudebuketten.

- Denne her pige fik næsten fat i Laurens (Aaron Pauls kone, red.) buket. Hun kastede sig efter den, ret voldsomt faktisk, og du kunne se på hendes ansigt, at hun virkelig gerne ville have fat i den. Heldigvis lykkedes det ikke, fortalte Aaron Paul.

Den nygifte skuespiller er nok mest kendt for sin rolle i "Breaking Bad", hvor han fremstiller og sælger metamfetamin sammen med seriens hovedperson, Walter White, der bliver spillet af Bryan Cranston.

/ritzau/FOKUS