Modkampagne: S svarer igen på voldsomme dagpengeangreb

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Socialdemokraterne indleder kampagne på internettet, som skal gøre op med den kritik, der er haglet ned over regeringspartiet fra SF, Enhedslisten og forskellige fagforbund gennem de seneste uger i sagen om dagpengereformen.

I bannerannoncer på diverse hjemmesider og på hjemmesiden dagpengefakta.dk placerer partiet blandt andet ansvaret for den udskældte reform hos Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl.

- Vi skal have fakta ind i debatten. Vi har fra starten været optaget af at afbøde den reform, som Kristian Thulesen Dahl har opfundet, og som Venstre og Lars Løkke Rasmussen (Venstres formand, red.) har stemt igennem, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro.

Socialdemokraterne er over de seneste uger blevet mødt med kritik for ikke at ville justere på reformen, der har betydet, at næsten 34.000 personer mistede retten til dagpenge sidste år. I år er tallet allerede nået op på 9900 personer.

Den kritik forsøger partiet også at komme i møde.

- Vi har både ændret på indfasningen og lavet uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse, så folk ikke står uden indtjening efter de to år, sådan som Venstre og Dansk Folkepartis reform lagde op til, siger hun.

Det var VK-regeringen, der i sin tid stod bag reformen, der blev stemt hjem med støtte fra Dansk Folkeparti og De Radikale.

Den halverede dagpengeperioden fra fire til to år, ligesom genoptjeningsperioden blev fordoblet fra 26 til 52 uger. Men på grund af den økonomiske situation ramte den hårdere end forventet. Man regnede med, at blot op mod 4000 ville miste retten til dagpenge.

Det har været den nuværende regering, der har skullet gennemføre reformen.

Spørgsmål: Hvis regeringen ønskede det, kunne I jo tilbagerulle reformen?

- Det lyder som om, vi ikke har lyst til at hjælpe folk og er ligeglade. Der var et flertal før og efter valget for reformen.

- At vi så alligevel er kunnet lykkedes med at afbøde konsekvenserne for dem, der ellers ville være blevet uforholdsmæssigt ramt. Det er jeg glad for, siger Maja Panduro.

/ritzau/