Modric gør en ende på Real Madrids kompleks på udebane

Real Madrids pinsler på udebane i den bedste spanske fodboldrække er måske forbi.

I de allersidste minutter af søndagens udekamp mod Granada sikrede Luka Modric madrilenerne en 2-1-sejr på et langskudsmål.

Real Madrid styrede længe mod det fjerde pointtab i træk på udebane i Primera Division, men Modric' flotte soloaktion giver formentlig lidt tro på, at klubben kan blande sig i mesterskabskampen.

I spansk fodbold vinder topholdene som regel langt størstedelen af kampene, og der er ikke plads til de store udfald.

Mens Real Madrid har været i problemer på udebane, har FC Barcelona kværnet videre og slået et hul på fire point til madrilenerne i tabellen. Og så har catalonierne endda spillet end kamp færre.

Søndag begyndte det lovende for Real Madrid, da Karim Benzema efter en halv time bragte gæsterne i front med 1-0. Franskmanden var helt umarkeret og kunne nemt dirigere et indlæg fra kanten i mål.

Granada spillede aggressivt, og efter en time var der omsider gevinst, da Real Madrids senere matchvinder Luka Modric blev presset til et boldtab midt på banen.

Den netop indskiftede Youseff El Arabi kom alene igennem, og angriberen lagde køligt bolden under Real-keeper Keylor Navas til 1-1.

I slutfasen var Granada fra bunden af rækken flere gange tæt på at skabe den helt store overraskelse, men den udeblev, da Modric til sidst hamrede kuglen op i målhjørnet til 2-1.

FC Barcelona topper Primera Division med 54 point foran Atlético Madrid med 51 og Real Madrid med 50 point.

/ritzau/

Dagens Gossip