Modric-helflugter sikrer kroatisk EM-sejr over Tyrkiet

Skrevet af admin

12/06/2016

Mest læste i dag

En smal 1-0-sejr var nok for Kroatien, som søndag besejrede Tyrkiet, da gruppe D blev sparket i gang ved EM-slutrunden på Parc des Princes i Paris.

Det blev aldrig nogen sindsoprivende fodboldkamp, men Modric' scoring imponerede, da Real Madrid-spilleren kort før pausen bragede Kroatien i front med en helflugter.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Emre Mor blev sendt i spil med 20 minutter igen, mens Tyrkiets anfører, Arda Turan, forinden var skiftet ud efter en sløj indsats.

Med sejren topper Kroatien gruppen med tre point.

Ivan Rakitic forsøgte sig med en afslutning i feltet efter blot to minutter, og kroaterne kom til flest afslutninger i opgøret.

Senere afsluttede Milan Badelj fra distancen, men den helt store chance lod vente på sig. I stedet var det Tyrkiets Ozan Tufan, der fik et stort tilbud efter en halv time, men hovedstødet blev reddet af Danijel Subasic i Kroatiens mål.

Tempoet dalede, men få minutter før pausen sørgede Luka Modric så for lidt underholdning med et brag af en scoring.

Bolden dumpede ned foran Modric uden for feltet, og Real Madrid-profilen helflugtede den i mål bag Tyrkiets målmand, Volkan Babacan.

Efter pausen sendte Darijo Srna et direkte frispark på overliggeren, og Babacan virkede usikker i det tyrkiske mål. Kort efter clearede Babacan bolden direkte ud til Srna, der dog brændte.

Kroatien dikterede spillet, og Ivan Perisic var tæt på efter 66 minutter. Kort efter fik 18-årige Emre Mors kometkarriere så endnu en fortælling, da Mor blev sendt på banen for Tyrkiet.

Den kommende Borussia Dortmund-spiller nåede ikke at vise meget, men leverede en flot hælaflevering og gav lidt fart i det tyrkiske spil.

Perisic headede på overliggeren og afsluttede senere direkte på Babacan, men Kroatien kunne ikke lukke kampen med endnu en scoring.

Mandag eftermiddag tørner gruppens to øvrige hold Spanien og Tjekkiet sammen.

/ritzau/