Modstanden mod at legalisere hash vokser i Norge

Mens danskerne stort set er delte i spørgsmålet om at legalisere hash, så er holdningen markant anderledes i Norge.

I den norske befolkning er modstanden mod at afkriminalisere rusmidlet stigende og langt større end i Danmark, viser en meningsmåling i Aftenposten.

81 procent siger, at det ikke skal være lovligt at ryge hash og marihuana i Norge. Kun 13 procent siger ja, mens seks procent ikke har taget stilling til spørgsmålet.

Justitsminister Anders Anundsen fra Fremskrittspartiet glæder sig over resultatet af målingen.

- Jeg er yderst tilfreds med, at et overvældende flertal er imod legalisering. Jeg synes, det er et helt forkert og har svært ved at acceptere den form for argumentation, som legaliseringsbølgen har forsøgt at fremme i forskellige medier.

- Der er megen uvidenhed blandt dem, der siger, at hash og marihuana overhovedet ikke er farligt, siger han til Aftenposten.

Undersøgelsen viser, at modstanden blandt nordmændene er større nu end for fem år siden, hvor 68 procent svarede nej til at lovliggøre hash.

Herhjemme viste en meningsmåling i Berlingske for nogle år siden, at 59 procent af befolkningen mener, at det skal være muligt at købe og indtage hash uden at få problemer med politiet.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip