Modstandere af ny handelsaftale er på gaden i Tyskland

Skrevet af admin

23/04/2016

Dagens topnyheder

Over 25.000 demonstranter, der er modstandere af en planlagt transatlantisk frihandelsaftale mellem EU og USA, gik lørdag på gaden i den nordtyske by Hannover forud for præsident Barack Obamas besøg søndag.

Frihandelsaftalen er verdens største, og den skal få handlen til at flyde frit over Atlanterhavet og give mere vækst, flere arbejdspladser og billigere varer.

Obama skal i Hannover blandt andet åbne en industriudstilling i byen og have samtaler med forbundskansler Angela Merkel og andre europæiske ledere.

Men et vigtigt element ved hans besøg er at få bragt mere momentum i forhandlingerne om frihandelsaftalen, så den kan blive færdig i år.

I et interview med den tyske tabloidavis Bild gentager Obama, at han mener, aftalen vil styrke handel og skal skabe job og vækst. Men der er i Tyskland en betydelig modstand mod aftalen.

En løs koalition af fagforeninger, miljøgrupper og forbrugerbeskyttelsesforeninger deltog i lørdagens protester. Modstanderne kritiserer navnligt hemmelighedsfuldhed omkring aftalen, og de siger, at den vil undergrave fagbevægelsen og miljøhensyn.

Aktivister fra anti-globaliseringsbevægelsen Attac havde planlagt at klæde sig ud som en "hippie-Merkel" og en "hippie-Obama" med transparenter, hvor der blandt andet står "Fri kærlighed frem for fri handel".

- Vi demonstrerer ikke mod Obama, men mod den planlagte transatlantisk handels- og investeringsaftale, kaldet TTIP, siger Christoph Bautz fra kampagnegruppen.

- TTIP er dybt uamerikansk, og antieuropæisk, fordi den truer vores grundlæggende fælles værdi: demokrati, tilføjer han.

Kommissionen og det amerikanske handelsministerium har i deres løbende TTIP-forhandlinger - 12 runder er nu gennemført - især brugt kræfter på at søge harmonisering af de to regioners eksisterende love og regler relevante for handel.

Den 13. runde indledes mandag i New York.

Diplomater siger, at handelsaftalen kan blive det lim, som kommer til at holde sammen på EU på et tidspunkt, hvor "centrifugalkræfter truer med at rive det fra hinanden".

- På baggrund af flygtningekrisen, faren for Storbritanniens farvel til EU, bekymringerne for Grækenlands økonomi og uroen omkring højrepopulistiske partier i mange lande er det vores håb, at TTIP kan skabe positive kræfter, og at EU kan stå sammen i vanskelige tider, siger den amerikanske forhandler Michael Froman.

I en meningsmåling fra Bertelsmann-fonden er det kun 17 procent af tyskerne, som støtter TTIP. For to år siden var det 55 procent.

/ritzau/AFP