Modstandere forsøger at bremse Californiens homovielser

Ifølge gruppen af modstandere, Alliance Defending Freedom, ophævede retten forbuddet for hurtigt, da man efter gruppens vurdering har 25 dage til at komme med indsigelser mod dommen.

Alliance Defending Freedom har lørdag indgivet en formel klage over afgørelsen, som den mener er den seneste »i en lang række af retslige uregelmæssigheder«. Det er endnu uvist, hvordan retten forholder sig til gruppens indsigelser.

Fredag blev det første homoseksuelle par gift, efter det igen blev lovligt for par af samme køn at indgå ægteskab i Californien.

Højesteret banede onsdag vejen for en blåstempling af homoseksuelle ægteskaber ved at give gifte homoseksuelle samme rettigheder, som gifte par, der er heteroseksuelle, nyder godt af

Højesteret afgav onsdag to kendelser, som begge giver de homoseksuelle ret til ligestilling i det amerikanske samfund.

I den første afgørelse blev der én gang for alle gjort op med den såkaldte Clinton-lov fra 1996, som stadfæstede et ægteskab som værende mellem personer af modsat køn.

Højesteret afgjorde, at de personer, som lovligt er blevet gift i en af de 14 delstater, områder eller distrikter, der tillader homoseksuelle ægteskaber, også skal have alle rettigheder på landsplan.

Den anden dom blev modtaget med lige så stor glæde blandt de homoseksuelle, selv om denne afgørelse er mere omstridt. Den amerikanske højesteret lod en sag fra Californien falde på teknikaliteter.

Sagen drejer sig om et større tovtrækkeri mellem domstolene i Californien og delstatsparlamentet, som reelt betød, at Californien i strid med lokale juridiske kendelser ikke ligestillede allerede indgåede ægteskaber mellem to personer af samme køn. Californien tillod i en periode homoseksuelle ægteskaber, men loven blev ændret.

Dagens Gossip

Dagens TV