Modvindsramte Hobro fokuserer på positive aspekter

Man siger, at tabellen aldrig lyver. Og for tiden er tabellen hård ved Hobro.

Efter lørdagens nederlag på 1-2 ude til Randers har Hobro ikke vundet i otte kampe i træk. Fra sidstepladsen er der fem point op til Esbjerg, der endda har spillet en kamp færre.

Klubben har haft modgang både på og uden for banen. Blandt andet besejrede man AGF, men blev efterfølgende taberdømt på grund af en ulovligt brugt spiller. Siden fik holdet kun uafgjort mod Esbjerg efter et forkert dømt straffespark.

- Nu må vi ikke blive fejlfindere. I stedet for at kigge på alt det, der går galt, så skal vi rejse os og se på de ting, vi gør rigtigt. Vi skal se glasset som halvt fyldt, siger cheftræner Jonas Dal.

- Vi har ikke fået så mange point, men der har været andre ting end kun det spillemæssige indblandet. Vi vandt ret beset en kamp mod AGF, og så var vi millimeter fra at få en sejr senest mod Esbjerg, så det har været tæt på, tilføjer træneren.

Anfører Mads Justesen ærgrer sig ligeledes over modgangen, men han mener, at holdet nok skal rejse sig.

- Man kan måske godt sige, at hvor vi i sidste sæson havde fuld medvind, så har vi i den nuværende en del modvind. Men det må ikke påvirke os, og jeg forventer, at vi rejser os hver gang.

- Der sker ting, som vi ikke kan gøre noget ved, men jeg vil have, at vi kigger på og forbedrer de ting, som vi faktisk kan gøre noget ved. Og så skal der rettes op, siger han.

I sommer skiftede holdet ud på en række pladser. Hele 12 nye spillere kom til klubben, mens flere profiler tog afsked.

Træner Jonas Dal peger på, at noget af løsningen ligger i integrationen af de nye spillere.

- Det koster på stabiliteten og kendskabet spillerne imellem, at vi skifter meget ud i truppen. Men jeg synes, at det går den rigtige vej.

- Især vil jeg fremhæve Pål Kirkevold og Jung-Bin Park, som er ved at finde hinanden i angrebet, siger træner Dal.

/ritzau/

Dagens Gossip