Mølby om Viborgs kroat: Han giver en ekstra dimension

Skrevet af admin

13/09/2015

Mest læste i dag

Kort inden transfervinduet lukkede, hentede Viborg den kroatiske angriber Ante Rukavina på en lejekontrakt. Han fik superligadebut i lørdagens nederlag til FC Nordsjælland, og han viste ifølge Viborg-træner Johnny Mølby lovende takter for fremtiden.

- Jeg synes, at han gjorde det fint mod FC Nordsjælland, han kom frem til en fin hovedstødschance og kæmpede godt for holdet. Han gjorde, hvad jeg havde forventet af ham, og det er jeg tilfreds med, siger Johnny Mølby.

Fremadrettet ser Viborg-træneren gerne, at han kan bidrage med endnu mere tyngde og styrke i feltet, som Viborg til tider har manglet i starten af denne sæson.

- Han skulle gerne kunne give os en ekstra dimension og noget fysik inde i feltet. Han er også en spiller, der er god til at holde på bolden og være en spilstation for os.

- Derudover håber jeg, at hans tilstedeværelse kan skabe noget plads til de andre offensive spillere, siger Mølby.

En af de spillere, der kan få glæde af den ekstra plads er Jeppe Curth, og han er begejstret for den nye medspiller, der har vist sig godt frem til træning.

- Til træning har han vist, at han har et fint touch på bolden og en god spilforståelse. Derudover har han en ret god fart af sådan en stor spiller. For ham handler det bare om at få nogle kampe i benene, så kan han blive en gevinst for os, siger Jeppe Curth.

Ifølge Curth giver den kroatiske angriber også holdet nogle flere strenge at spille på, som kan blive vigtige for Viborg fremadrettet.

- Det bliver fedt at kunne spille på flere strenge. Det kendetegner jo ofte et godt fodboldhold, at man har flere muligheder at skyde med, så man bliver sværere at læse for modstanderne.

- Jeg håber, at han fremadrettet kan hjælpe os til at holde bedre på bolden og være en god spilstation for os, siger Curth.

Ante Rukavina får muligheden for at vise sig frem igen, når Viborg gæster OB i næste spillerunde af Alka Superligaen.

/ritzau/