Møllevinge spærrede trafikken i 10 timer

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

Alt tyder på, at det var en teknisk fejl på køretøjet, der onsdag fik en transport med et kæmpemæssigt element til et vindmølletårn til at havarere på den sønderjyske motorvej ved Aabenraa.

Det oplyser lederen af færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, til Ritzau.

Elementet endte på tværs af vejen og spærrede for trafikken. I næsten 10 timer gav den store mølledel problemer for trafikken i det sønderjyske.

Ingen kom noget til ved ulykken. Men onsdagen igennem var Tinglevvej og frakørsel 72 fra den sønderjyske motorvej i sydgående retning spærret af den havarerede transport.

Problemet opstod ved 10-tiden onsdag formiddag, da lastvognen brød sammen i forbindelse med et sving.

- Alt tyder på, at en defekt fik transportvognens last til at forskubbe sig, siger Knud Reinholdt.

Ifølge vicepolitiinspektøren får sagen ikke noget politimæssigt efterspil.

Først ved 20-tiden onsdag aften var mølletransporten fjernet, så landevejen og motorvejsafkørslen igen kunne bruges.

/ritzau/