Møllgaard: Vi burde have slået Sverige

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

Det irriterer den danske forsvarsspecialist Henrik Møllgaard, at Danmark i slutminutterne smed det, der lignede en sikker sejr, væk mod Sverige, så det i stedet blev 28-28.

Dermed tyder det på, at Danmark skal have point i onsdagens sidste mellemrundekamp mod Tyskland for at sikre avancement til semifinalen.

- Vi skulle have vundet, og vi har sat pres på os selv nu.

- Der var for mange småting, der ikke lykkedes. Vi blev for spredte i forsvaret, og 28-28 var for mange mål, siger Henrik Møllgaard til TV2.

Kampen manglede måske lidt af den nerve og koncentration, som søndag sikrede Danmark en sejr over Spanien.

- Jeg synes ikke, tændingen var den samme som mod Spanien. Det var heller ikke en hårdtspillet kamp. Det var en fair kamp, hvor der var knald på, men der var ikke så meget drøn på, at vi ikke skulle have vundet, siger Møllgaard.

På trods af en fair kamp blev Møllgaard selv udvist for tredje gang i slutfasen.

I angrebet styrede Michael Damgaard løjerne for Danmark. Han blev topscorer med syv mål, men det var ikke nok til at gøre ham glad efter kampen.

- Vi havde alle sammen sat næsen op efter en sejr, men vi dummer os i de sidste fem minutter, selv om vi har chancen for at afgøre det i både forsvaret og angrebet, siger Michael Damgaard til TV2.

Sverige scorede kampens sidste mål med otte sekunder tilbage.

/ritzau/