Mørkøv: Contador er måske i sit livs form

Skrevet af admin

02/07/2014

Mest læste i dag

Alberto Contador er måske i sit livs form for tiden.

Det mener danske Michael Mørkøv, som skal hjælpe Tinkoff-Saxo-kaptajnen frem mod sejren i årets Tour de France, der begynder på lørdag.

- Jeg tror, at Alberto har tiltro til, at jeg kan hjælpe ham på de flade strækninger, og jeg vil gøre alt for ikke at skuffe ham eller holdet. Jeg tror, det bliver en meget spændende Tour og måske en af de mest spændende i mange år, da Alberto har haft en fantastisk sæson.

- Det har selvfølgelig givet ham ny selvtillid, og han er måske i sit livs form, siger Mørkøv i en pressemeddelelse.

Contador, der skal vippe Chris Froome fra pinden, siger selv følgende til den spanske avis AS:

- Sidste år dominerede Froome Touren, og der var ikke noget, vi kunne gøre ved det. For mig var det mærkeligt at stå på podiet som vindere af holdkonkurrencen. Det er en af de ting, som har motiveret mig til at blive bedre.

/ritzau/