Mørkøv fortsætter i Touren trods voldsomt styrt

Skrevet af admin

03/07/2016

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Michael Mørkøv (Team Katusha) stiller til start på søndagens 2. etape af Tour de France, selv om han lørdag styrtede voldsomt i slutningen af den indledende etape.

Det bekræfter Katushas pressechef, Philippe Maertens, i en sms til TV 2 Sport.

- Det er et mirakel. Mørkøv føler sig bedre, og han stiller til start. Så må vi se, hvordan det går, skriver Maertens.

Mørkøv styrtede i høj fart, da han var i færd med at køre holdets norske sprinter, Alexander Kristoff, i stilling til spurten.

Efterfølgende blev danskeren bragt til hospitalet, hvor det stod klart, at han ikke havde pådraget sig brud.

Men han vidste ikke, om han ville være i stand til at fortsætte i løbet.

- Jeg er ok og har ikke brækket noget, men et hårdt slag på benet gør det umuligt at gå, skrev Michael Mørkøv på Twitter.

- Jeg håber virkelig, jeg kan fortsætte. Det ville være en skam at arbejde frem mod dette løb i et helt år og så udgå efter én etape. Vi har en masse mål, vi jager i løbet, sagde Mørkøv siden i et interview på Katushas hjemmeside.

Søndagens etape består af 183 kilometer fra Saint-Lô til Cherbourg-en-Cotentin.

/ritzau/