Mørkøv og Bak diskuterede at sætte farten ned i Touren

Skrevet af admin

05/07/2014

Mest læste i dag

Især Lars Bak fik en lang arbejdsdag i front af feltet på Tourens 1. etape, da han tidligt fik opgaven at holde udbryderne i stram snor.

Senere da danskerens Lotto-hold med hjælp fra et par andre hold havde hentet sidste mand, løbets 42-årige alderspræsident Jens Voigt, kørte landsmanden Michael Mørkøv frem til Bak.

- Vi snakkede egentlig bare om, at det er meget usædvanligt, at der ikke var noget udbrud af sted. Nu var det os, der satte farten, så vi kunne egentlig godt sætte den lidt ned, hvis det var. Det var lidt hyggesnak, fortæller Mørkøv fra Tinkoff-Saxo.

Både Lotto-Belisol og Tinkoff-Saxo slap tilsyneladende uden alvorlige skrammer på etapen, hvor der var flere styrt - særligt i finalen, da Mark Cavendish røg i asfalten og måtte køres med ambulance til hospitalet.

- Det var en hård etape i dag. Det var meget kuperet og med meget stress og vanvittigt mange mennesker. Flere steder havde vi svært ved at passere, selvom vi sad fremme i feltet hele dagen, siger Mørkøv.

- Det giver enormt mange flaskehalsproblemer. Det fede ved cykelsporten er, at folk kan komme så tæt på, men det gør det også ret farligt og besværligt for os at køre cykelløbet.

Et par gange var det tæt på for den 29-årige dansker, som snittede et par tilskuere med skulderen.

- Der var et par uheld, og jeg ramte selv et par tilskuere. Man får et par slag, og tilskuerne slår sig også, så det er lidt farligt de steder, hvor der ikke er barrierer.

- Vi har siddet fremme hele dagen og holdt os, hvor vi skulle være uden problemer. Vi har kørt en rigtig fin etape.

/ritzau/